-
Voldsomt vejr rykker ikke ved Alm. Brands bundlinje
المصدر: BDK Finans / 09 نوفمبر 2023 01:27:21 America/Chicago
Danmark har i år været ramt af voldsomt vejr, som har givet skader på en del huse og andre ejendomme. Men også danskere på ferie i Italien fik ødelagt deres biler af kraftige haglbyger. Det ser dog ikke ud til at påvirke overskuddet hos forsikringsselskabet Alm. Brand Group, der torsdag har offentliggjort regnskab for tredje kvartal i år. Det viser et forsikringsresultat - altså resultatet af den rene forsikringsdrift - på 367 millioner kroner, hvilket ikke er meget anderledes end de 358 millioner kroner, der blev realiseret i samme periode sidste år. Til gengæld gav selskabets investeringer et bedre afkast, og derfor endte resultatet før skat på 395 millioner kroner mod 251 millioner i sammenligningskvartalet. - Det har været et vildt kvartal, hvor vi har hjulpet 110.000 kunder. Der har været mere end dobbelt så mange skybruds- og stormskader end i et normalt kvartal. - Normalt ligger vi på vejrskader i omegnen af 70 millioner kroner, hvor vi i tredje kvartal nåede op på 137 millioner kroner. - Men vi er en stor og robust virksomhed, der godt kan rumme de udsving, siger adm. direktør Rasmus Werner Nielsen. Han og den øvrige ledelse fastholder således forventningerne til året som helhed, hvor overskuddet skulle lande et sted mellem 1,525 og 1,625 milliarder før skat. Det endda på trods af, at skaderne i forbindelse med stormfloden i oktober endnu ikke er opgjort endeligt og først materialiserer sig i det endelige årsregnskab. - Vi har håndteret mellem 500 og 600 stormflodsrelaterede skader, som så i sidste ende skal dækkes af Naturskaderådet og som derfor ikke påvirker vores forretning. - Men det stormede også meget den weekend, og der var også et skybrud, der ramte Aarhus og Region Midtjylland senere i oktober. - Derfor når vi formentlig op på et skadesomfang for vores kunder i fjerde kvartal, der svarer nogenlunde til det, vi så i tredje kvartal, siger Rasmus Werner Nielsen. Han forventer trods de mange skader ikke, at kunderne kommer til at mærke prisstigninger ud over det, som inflationen tilskriver. - Vi arbejder meget med forebyggelse, og det kan være årsagen til, at antallet af skader og den gennemsnitlige pris pr. skade er mindre, end det kunne have været. - Og det er det, der sammen med staten, kommunerne, vejlav og andre gør, at vi kan holde priserne nede, siger han. Alm. Brand overtog sidste år Codan, og sammenlægningen af de to selskaber er fortsat i gang. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/voldsomt-vejr-rykker-ikke-ved-alm-brands-bundlinje